Oxyhives ReviewOxyhives Resources

Da den amerikanske rockscene startede fra år 0 igen

 Da den amerikanske rockscene startede fra år 0 igenArtikel / Reportage / Lørdag d. 24-09-2011 kl. 08:00 The Experience Music Project i Seattle forsøger gennem den storstilede udstilling ”Nirvana: taking Punk to the Masses” at fortælle historien om Nirvana uden at sætte fokus på hovedpersonen Kurt Cobain – forsøget er langt hen ad vejen vellykket.

I dag er det 20 år siden, at Nirvanas “Nevermind”-album blev sendt på gaden. Universal fejrer begivenheden med forskellige genoptryk, og Dave Grohl har, for første gang, indvilget i at snakke om tiden omkring “Nevermind” – både gennem interviews og via den nye Foo Fighters-dokumentarfilm “Back and Forth” (2011).

The Experience Music Project i Seattle, Washington forsøger gennem den storstilede udstilling “Nirvana: taking Punk to the Masses” at fortælle historien om Nirvana uden at sætte fokus på hovedpersonen Kurt Cobain – forsøget er langt hen ad vejen vellykket. GAFFA har besøgt udstillingen.

 

“When Nirvana hit it big, it was overwhelming because we were part of the counterculture. Nirvana didn’t go to the mainstream – the mainstream came to Nirvana”.

                                                            – Krist Novoselic

Nirvana, ikke Kurt Cobain

Jeg kunne tale om The Music Experience Project i Seattle i timevis. Frank Gehrys futuristiske arkitektur, museets permanente udstilling om bysbarnet Jimi Hendrix – eller bestyrelsens villighed til at tage chancer, når det gælder de grundigt researchede udstillinger, jeg har fulgt gennem de sidste fire år.

Hvordan fortæller man historien om bandet Nirvana fra West Washington uden at referere til frontmand Kurt Cobains personlige tragedie? Hans Sid og Nancy-forhold til Courtney love, ambivalensen til egen succes, overdosis i Rom først i 1990′erne og ikke mindst Cobains forhold til den heroin, der, i samarbejde med et jagtgevær, endte med at tage livet af ham i Courtneys og hans hjem på Lake Washington Boulevard, i 1994? – og har en udstilling i Seattle omhandlende et 20 år gammelt band overhovedet nogen relevans for et dansk publikum?

Den amerikanske musikrevolution anno 1989

Vanen tro byder første rum på Dave Grohls Tama Superstar-trommesæt, Krist Novoselics godt slidte Gibson Ripper-bas (som han senere skiftede ud med en Thunderbird) og en af Cobains utallige Fender Jaguars. Herefter begynder fortællingen – ikke om Nirvana, men om de omstændigheder, der fødte et band, som i USA tog punkmusikken til masserne – et band, der til dato har solgt 25 millioner enheder alene i USA.

Jeg tager plads på en sofa og følger på tv-skærmen foran mig, hvordan Greg Ginn og Henry Rollins (begge fra punkbandet Black Flag) fortæller om, hvordan de var inspirerede af den udvikling, der fandt sted i England sidst i 1970′erne. The Clash fremhæves som det band, der dannede bro mellem undergrundskulturen og masserne. Et band, der ændrede den britiske mainstreams holdning til musik. Med The Clash blev punken mainstream i England,  og radioen måtte ændre sine regler for, hvad der kunne spilles og ikke spilles.

Det er denne bevægelse, der 10 år efter begynder at tage form i Seattle, beretter Megan Jasper fra pladeselskabet Sub Pop.

På væggen, ved siden af tv-skærmen, hænger en af den unge Kurt Cobains tegninger fra Robert Hunters billedkunst-timer (art class) fra Aberdeens Weatherwax-gymnasium. Tegningen er fra 1984 og forestiller Ronald Regan hilsende med “Sieg Heil”. Fra midt-1980′erne opstod en hel generation af amerikanske unge, der følte sig ved siden af og uden for det koldkrigs-Amerika, de levede i. De var ikke, som deres forældre, flasket op på ruinerne af 2. verdenskrig og de normer, der fulgte med.

Megan Jasper fortsætter med at berette om, at det blev mere og mere tydeligt, da Seattles undergrund “kuppede” musikscenen fra 1987. De følte ikke noget slægtskab med de polerede stadionkoncerter og det kommercielle MTV, der prægede 1980′erne. Den nye musikundergrund i Seattle startede sine egne blade, koncertsteder og bands – uden nogen kapital overhovedet – noget de involverede udtrykte ved udelukkende at gå i laset genbrugstøj. 

REM var det store forbillede. REM var uden for det gode musikalske 1980′er-selskab i USA. De gjorde tingene på deres egen måde og var alligevel succesfulde.

 

Afblegning for $606,17

Ud af dette fødes Nirvana som bare et af mange bands. Vi følger tilblivelsen af Nirvana gennem et hav af private fotografier, udlånt af Cobains eks-kæreste Tracy Maranider. Det bliver tydeligt, hvor uadskillelige Kurt Cobain og Krist Novoselic var gennem hele deres ungdom – efter billederne at dømme var de uadskillelige.

Sub Pop bliver første selskab for Seattles nye grunge-gruppe. Nirvana indspiller deres “Bleach” for $606,17 – betalt af daværende guitarist i bandet, Jason Everman. under den efterfølgende club tour gennem Nordamerika siger Everman farvel og tak. Ben Shepherd hives ind som midlertidig guitarist. Ben Shepherd, som senere endte op som bassist i Soundgarden, fortæller fra mini-tv-skærmen, at det var normalt at spille med hinanden på kryds og tværs. Pearl Jam, Soundgarden, Nirvana var ikke rivaler, men en del af den samme bevægelse mod det samme mål – de følte sig som et og samme band langt hen ad vejen.

Begyndelsen til enden

I 1990 forlader trommeslager Dave Grohl gruppen Scream og bliver en del af Nirvana. “Nevermind” udkommer året efter. Polaroid-billederne ændrer sig. Nu indeholder de privatfly, verdens scener med tusinder af mennesker foran – (blandt andet Novoselic på Orange Scene fra 1992) og ikke mindst Courtney love, som synes at være her og der og alle vegne.

Figuren fra bandets næste album, “In Utero” (1993) hænger svævende i loftet. Novoselics akustiske Guilt-bas og Pat Smears trefarvede guitar fra bandets “MTV Unplugged in New York” (1993) hænger side om side med den pelsjakke, Cobain bar under samme koncert.

Mod enden af udstillingen funderer “Nevermind”s producer, Butch Vig, over, hvorfor det netop var Nirvana, der blev himmelstormerne fra 1990′ernes Seattle. Det samme spørgsmål stiller Krist Novoselic sig selv som en rød tråd gennem hele udstillingen. Butch Vig indrømmer, at “Nevermind” blev mere mainstream produceret, end bandet havde forestillet sig, men ikke til det niveau, hvor albummet ændrede reglerne for, hvad MTV eller amerikansk radio nu ville spille – som Novoselic konkluderer: Mainstreamen kom til Nirvana, ikke omvendt.

Til sidst kan udstillingens publikum gå ind i “Fortællerboksen” og fortælle om deres forhold til Nirvana. Forskellige fortællinger blæses op på storskærm, hvor bandets 1992-”Live from Reading”-koncert spiller. Man må konkludere, at Nirvanas korte levetid taget i betragtning, har de rørt en del mennesker world wide – det er ret overvældende, hvor mange mennesker der har en personlig beretning om, hvordan Nirvana havde indflydelse på netop deres liv – fra Tokyo til Tyrkiet.

Den dag den amerikanske rock startede fra år 0 igen

Tilbage til de indledende spørgsmål. Udstillingen formår at fortælle historien om Nirvana uden at have fokus på Cobains personlige historie. Dette er dog kun muligt, da alle kender historien i forvejen. Robbie Williams (uden anden sammenligning overhovedet) var megastjerne i Europa – men ikke i USA. Når han tonede frem på skærmen i Europa, kendte vi alle hele baggrunden, Take that, bruddet med Take that og det efterfølgende kaotiske liv, han levede – vi kendte hele forhistorien, uden at nogen behøvede at minde os om det. Alt dette satte Robbie Williams ind i en kontekst. I USA kendte man intet til Take that, og Robbie Williams gav ingen mening som solist.

På samme måde er det med denne jubilæumsudstilling om Nirvana. Kun fordi vi alle kender historien om Kurt Cobain, kan vi navigere i en udstilling, der handler om et band, verden kun kendte i fem år. Vi får for eksempel aldrig en forklaring på, hvem den blonde kvinde, vi ser på alle billeder efter 1991, er – udstillingen går ud fra, at vi allerede ved det. Udstillingen lykkes i særdeleshed, fordi den fortæller om en helt speciel periode i musikhistorien. En periode, hvor en hel generation af unge musikinteresserede og musikere stod sammen om et fælles mål og ændrede musikhistorien uden om pladeselskaber, MTV og alle de etablerede musikinstitutioner – meget lig det, der skete i England tilbage sidst i 1970′erne. En periode, der i Nordamerika danner skole for store dele af den rockmusik, der skulle følge efter de næste 20 år.  

“Nirvana: taking Punk to the Masses” er et vidne om en historisk epoke for rockmusikken, en epoke, der vidner om en generation, der gjorde oprør mod 1980′ernes idealløse rockmusik, som de ikke følte noget tilhørsforhold til, et oprør, der bragte noget oprigtighed tilbage i den amerikanske rockmusik – et vidne om den dag, den amerikanske rockmusik startede fra år 0 igen. Netop denne fortælling giver udstillingen international pondus – nogle vil måske gå så langt som til at konkludere, at der er håb forude for en (amerikansk) rockmusikscene, der igen er ved at drukne i velpolerede radiohits og ballader. Hvem ved? 

Nirvana; taking Punk to the Masses – 16. april 2011-22. april 2012

Experience Music Project, Seattle, Washington.

Læs mere om udstillingen her.

Læs også GAFFAs store artikel om Nirvanas historie

Da den amerikanske rockscene startede fra år 0 igen

Recommended Reading